Skær ned på dine papirord

Drop støvede formuleringer som “undertegnede” eller “skrivelse” – og spar på kræfterne ved at være kort og præcis.

Det er naturligvis en balancegang på den ene side at finde en sprogtone, der er imødekommende uden at virke overfrisk og leflende, og på den anden side troværdig uden at give indtryk af, at en automat kunne have spyttet teksten ud.

Papirord lægger distance til læseren

Papirord er ord eller sammensætninger, som optræder hyppigt i skriftsproget, men som vi sjældent bruger i talesproget. Papirord behøver ikke altid være af det onde, men giver ofte teksten et højtideligt og upersonligt præg: De lægger distance til læseren.

Tænk over, at det ikke kun er indholdet, men også ordvalget, der farver teksten. Ved at vælge korte, præcise udtryk, minimerer du afstanden til læseren. Samtidig gør du teksten lettere at læse. Prøv at gå listen nedenunder igennem og se, om du selv har tilbøjelighed til at bruge nogle af udtrykkene i venstre kolonne, når du skriver.

Papirord Prøv i stedet med:
skrivelse brev
rette telefonisk henvendelse ringe
i forlængelse af efter
indeværende dette
for nærværende nu
undertegnede jeg
dags dato i dag
i tilfælde af hvis
med henblik på for at

Nogle ord har det også med at tage på, når de kommer på papir:

Hvorfor skrive:

forespørge, hengå, påbegynde, opstarte, afholde, forinden, fremsende, nedskrive

Når du kan skrive:

spørge, gå, begynde, starte, holde, inden, sende, skrive

Klichéer er kedelige – ellers var de ikke en kliché

De sproglige klicheer er beslægtet med papirordene. Du er garanteret stødt på udtryk som disse:

I forlængelse af behagelig telefonsamtale d.d. skal jeg hermed skriftligt bekræfte…

Under henvisning til deres skrivelse af 16. januar 2014, skal vi hermed oplyse …

De bedes venligst rette telefonisk henvendelse til undertegnede med henblik på …

Klicheer som disse kan være nyttige i en administration, da de indgår som et fast arsenal af vendinger med en lang holdbarhed. Nogle ville måske hævde, at sådanne formueringer kommer fra sikre sprogbrugere, men er der ikke snarere tale om, at afsenderen gemmer sig bag noget trygt og er bange for at træde frem?

Til klicheerne hører omvendt også meget billedrige fraser, som nærmest sniger sig ind i visse tekster pr. automatik. Det gælder fx i sportsreportager i avisen eller på tv, hvor man gang på gang støder på følgende faste formuleringer:

Målmanden leverede en ren feberredning.
Den garderhøje forsvarer.
Dommerens fløjte var tavs.
Han sendte bolden ind mellem venner og fjender.
Bolden fandt vej til netmaskerne.
De gik til pauseteen ved stillingen 0-0.
Han fik ekspederet bolden ud af kommunen.
Bolden hoppede og dansede på mållinjen.
Han fik det røde kort for at trække i nødbremsen.
Han blev sendt tidligt i bad.
De spillede i en heksekedel; det var en ren pibekoncert.
De må for alt i verden ikke grave sig ned nu.

Sådanne standardfraser kan være nyttige, fordi de skaber et genkendeligt billede hos modtageren. Man kan næsten høre, hvad der er ‘på vej’. Omvendt er der også tale om et efterhånden tyndslidt rutinesprog, hvor man kunne få den mistanke, at det er sproget, der indimellem vælger sig selv – og ikke afsenderen, der vælger sproget.

Det er da en kedelig tanke, ikke?

Leave A Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *